Baggrund og formål
Nyborg byråd har truffet beslutning om udarbejdelse af lokalplan nr. 285 for Ingolfsgade på baggrund af et bygherreønske om at kunne udvikle området med boligbyggeri. Anvendelsen til boligbyggeri stemmer overens med den planlagte anvendelse i kommuneplanen og vil integrere lokalplanområdet i det omkringliggende område.
Lokalplanen er ikke i overensstemmelse med kommuneplanens rammebestemmelser vedrørende bebyggelsesprocenter for tæt-lav bebyggelse, da den giver mulighed for en bebyggelsesprocent på 40, hvilket er 5 procentpoint højere end den eksisterende ramme tillader. Samtidig giver lokalplanen mulighed for at bygge et enkelt hus i tre etager, på maks 13,5 meters højde, og endelig bryder lokalplanen med kommuneplanens ramme vedr. bemærkningen om, at det bevaringsværdige hus skal bevares. Derfor udarbejdes og vedtages kommuneplantillæg nr. 21 sideløbende med denne lokalplan.
Den hidtidige ramme på området, 1.B.11 - Nyborg, Knudshovedvejkvarteret, har fastlagt området til blandet boligområde med bebyggelsesprocent på max 30 åben lav, 35 for tæt-lav og 60% for etageboligbyggeri. Den hidtidige ramme har givet mulighed for at bygge i to etager.
Billedet viser afgrænsningen af rammeområdet, der omfatter matrikel nr. 4a, Nyborg Bygrunde. Der er i forbindelse med planens udarbejdelse påpeget en fejl i afgrænsningen mellem matrikel 4a og 4b og 4h. Fejlen er indberettet til Geodatastyrelsen og tilrettet i denne illustration.
Kommuneplantillæggets indhold
Rammen omfatter matrikel 4a, Nyborg bygrunde og alle matrikler, der udstykkes heraf.
Anvendelsen fastsættes til boligformål, specifikt til blandet boligområde.
Området er byzone.
Bebyggelsesprocenten fastsættes til maks 30 åben lav bebyggelse, 40 for tæt-lav og 60 for etagebyggeri. Alle bebyggelsesprocenter måles på den enkelte ejendom.
Maks. etageareal fastsættes til 3 og den maksimale bygningshøjde fastsættes til 8,5 meter. Dog må der bygges et hus med samme højde som Knudshovedvej 35, i 13,5 meters højde, mellem Knudshovedvej 31 og Knudshovedvej 35.
Den eksisterende stiforbindelse skal bevares.
Forhold til anden planlægning
Støjforhold og nærhed til erhverv, herunder produktions- og risikoerhverv
Lokaplanområdet ligger omtrent en kilometer væk fra de to risikovirksomheder i Nyborg, Koppers Denmark ApS og Fortum Waste Solutions A/S. Lokalplanområdet ligger uden for de udpegede konsekvensområder for risikovirksomhederne og vurderes ikke at påvirke virksomhederne.
Til den nordlige side grænser lokalplanområdet op til et erhvervsareal, der i kommuneplan 2013 er udlagt under ramme 1.E.7. Rammen fastlægger arealet til kontor og serviceerhverv, hvilket er i overensstemmelse med de eksisterende erhverv i dag. For samme område gælder Lokalplan nr. 84, - Erhvervsområde Øst, der udlægger området til lettere fremstillings-, lager-, service-, administrations-, salgs- og udstillingsvirksomhed, med ingen eller uvæsentlig forurening. Lokalplan nr. 84 specificerer at udlægget svarer til miljøklasse 1-4, men de højeste miljøklasser mod øst, d.v.s. længst væk fra nærværende boligomåde. Det vejledende afstandskrav for miljøklasse 3 er 50 meter.
Udlægget af nærværende lokalplanområde vurderes at være foreneligt med mulighederne i lokalplanen for erhvervsområdet. Ca. 150 meter sydvest for planområdet ligger Nyborg Destilleri. Det mellemliggende område anvendes til vejareal og boliger. Det fremgår af lokalplanen for Nyborg Destilleri, at destilleriet skal overholde støjkrav for tilgrænsende boliger.
Miljøvurdering af planen
Der er foretaget en screening for at fastslå, hvorvidt der skal udarbejdes en miljøvurdering af lokalplan og kommuneplantillæg. På baggrund af screeningen er det vurderet, at der ikke skal udarbejdes miljøvurdering. Beslutningen om ikke at udarbejde miljøvurdering offentliggøres sideløbende med dette forslag til kommuneplantillæg 21 og lokalplan nr. 285.
Klagevejledning
Byrådets afgørelse om forhold, der er omfattet af lov om planlægning, kan for så vidt angår retlige spørgsmål påklages Planklagenævnet. Eventuel klage over retlige spørgsmål skal indgives ved brug af Klageportalen via borger.dk eller virk.dk. Klagen skal være indgivet inden 4 uger efter modtagelse af afgørelsen. Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen. Vejledning til Klageportal og gebyrordning findes på www.nævneneshus.dk. Gebyret er p.t. 900 kr. for private og 1.800 kr. for virksomheder. Gebyret tilbagebetales hvis klagen fører til, at den påklagede afgørelse ændres eller ophæves, hvis du får helt eller delvis medhold i din klage, eller hvis klagen afvises som følge af overskredet klagefrist, manglende klageberettigelse, eller fordi klagen ikke er omfattet af Planklagenævnets kompetence. Ønskes afgørelsen indbragt for domstolene, skal dette ske inden for 6 måneder fra modtagelse af afgørelsen fra Planklagenævnet.
Retsvirkninger
Kommuneplanen er ikke direkte bindende for ejere og brugere af ejendomme. Byrådet kan dog efter planlovens § 12 udstede forbud mod udstykning og bebyggelse i strid med rækkefølgebestemmelserne (stk. 2) og forbud mod bebyggelse eller ændret anvendelse i strid med rammebestemmelserne (stk. 3).
Kommuneplantillæggets retsvirkninger træder i kraft ved byrådets endelige vedtagelse. Forbudskompetencen efter § 12 træder dog først i kraft ved kommuneplantillæggets offentlige bekendtgørelse.