Rammebestemmelser for Grundvand

Planlægning for virksomhedstyper eller anlæg, der medfører en væsentlig fare for forurening af grundvandet skal i områder med særlige drikkevandsinteresser og i vandværkers indvindingsoplande ske i overensstemmelse med statens bekendtgørelse og vejledning for planlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og vandværkers indvindingsoplande (se boksen "Eksterne links"). Af bekendtgørelsen fremgår, at:

  • områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse skal friholdes for virksomhedstyper eller anlæg, der medfører en væsentlig fare for forurening af grundvandet.
  • boringsnære beskyttelsesområder til almene vandforsyninger skal friholdes for udlæg af nye arealer til en arealanvendelse, der medfører øget fare for forurening af grundvandet.
  • ovennævnte kan fraviges, hvis det er godtgjort, at der er en særlig planlægningsmæssig begrundelse for placeringen, herunder at lokalisering uden for de nævnte områder er undersøgt og ikke fundet mulig, og at faren for forurening af grundvandet kan forebygges.

I nedennævnte rammebestemmelser er angivet muligheder og krav i forbindelse med den efterfølgende lokalplanlægning. Foranstaltningerne skal indskrives i lokalplanerne.

Virksomhedstyper eller anlæg, der medfører en væsentlig fare for forurening af grundvandet, kan kun lokaliseres i OSD eller indvindingsoplande, såfremt der foretages følgende særlige foranstaltninger:

  • Veje, parkeringspladser og kørearealer skal være befæstet med en tæt belægning med fald mod afløb, hvorfra der sker kontrolleret afledning.
  • Olie og kemikalier skal opbevares i egnede beholdere, der enten er dobbeltvæggede eller placeret under tag og beskyttet mod vejrlig. Beholderne skal stå på en oplagsplads med tæt belægning uden afløb eller med afspærringsventil og sikret mod påkørsel.
  • Områder, hvor der oplagres eller håndteres olie eller kemikalier skal være indrettet således, at spild kan holdes inden for et afgrænset område og uden mulighed for afløb til jord, grundvand, overfladevand og kloak. Området eller opsamlingssump skal som minimum kunne rumme indholdet af opbevaringsenhederne i området.
  • Alt håndtering af væsker samt farligt affald skal ske på befæstet areal. Eventuelt spild skal straks opsamles.
  • Såfremt det er foreneligt med sikring mod forureningsrisiko, kan det for områder, hvor grundvandsressourcen er begrænset, være nødvendigt at minimere befæstelsesgraden f.eks. ved anvendelse af permeable belægninger.

I kommunens planlægning for virksomhedstyper, der medfører en væsentlig fare for forurening, vil kommunen konkret vurdere arealanvendelsen på baggrund af ønskerne til planlægning med udgangspunkt i listen over virksomheder og anlæg i vejledningens bilag 1, herunder om virksomheden uanset størrelse kan medføre en væsentlig fare for grundvandsforurening ved uheld, hvor der f.eks. sker spild af mobile forureningskomponenter. Listen i vejledningens bilag 1 er ikke udtømmende men retningsgivende i forhold til ved hvilke virksomhedstyper og anlæg eller aktiviteter, der sædvanligvis kan forventes en håndtering af stoffer, som er mobile i forhold til grundvandet.

I forhold til nye by- og erhvervsområder foretager kommunen vurdering og kortlægning af grundvandsrisikoen forud for eventuel udlægning af arealerne, herunder hvordan grundvandsinteresserne beskyttes. Der skal etableres særlige beskyttelsesforanstaltninger og overvågningssystemer, hvor der er risiko for grundvandsforurening.

Ovennævnte rammebestemmelser anfører tekniske tiltag, der skal bidrage til at sikre beskyttelse af grundvandet. De tekniske tiltag er rettet mod indretning, drift og kontrol med aktiviteter, der indebærer fare for forurening af grundvandet.

Da det ikke præcist er kendt, hvilke virksomheder og aktiviteter, der skal etableres i planområderne, er bestemmelserne rammebetonede. Præcise bestemmelser indskrives i kommende lokalplaner, når der er kendskab til, hvilke virksomhedstyper og aktiviteter, der etableres i planområderne. Bestemmelserne vil bl.a. være begrundet af viden om f.eks. sårbarheden af grundvandet, der kan nødvendiggøre tiltag, som sikrer mod nedsivning.